Ligestilling er blandt Salesforces kerneværdier. Vi mener, at virksomheder kan være stærke platforme til at skabe ændringer i samfundet, og at virksomheder skal tage det ansvar på sig. Derfor støtter vi Copenhagen Pride Week. I denne artikel kan du læse mere om vores arbejde for ligestilling, og hvorfor det er vigtigt som virksomhed at arbejde med værdier og etik.

 

Nu er det Copenhagen Pride-week. Hele ugen maler vi som sponsorer igen Salesforce-logoet i alle regnbuens farver og støtter ligestillingen blandt alle former for seksuel orientering. Selvom der på grund af corona desværre ikke kommer den traditionsrige parade gennem Københavns gader, er vi glade for at sponsorere Pride og vise, at vi tager stilling til ligestilling.

Det er dog ikke kun denne enkelte uge, at vi arbejder for ligestilling. Hos Salesforce er ligestilling en kerneværdi, og noget, vi integrerer i vores daglige arbejde. I Salesforce Danmark har vi en målsætning om, at halvdelen af vores country leadership team skal bestå af kvinder, hvilket vi har opnået - og mere til. Slutteligt har vi en målsætning om, at vi ønsker at ansætte alle etniske grupper og orienteringer såsom eksempelvis LGBTQIA+, da det viser sig, at diversitet fører direkte til bedre resultater - mere om det længere nede i artiklen.

Læs også: ‘Salesforce CEO beskriver unik kultur i ny bog: Her er de danske eksempler’

Virksomheder bærer en stor del af ansvaret for at skabe et samfund med bedre værdier, herunder med ligestilling blandt køn, race, seksuel orientering og så videre og bør som minimum tage ansvaret på sig. Det er ikke kun det rette at gøre – det er også det smarte at gøre. Se blot disse tre positive effekter for forretningen, hvis man som virksomhed tager et værdimæssigt ansvar:

1. Virksomheder med en høj grad af ligestilling er mere innovative

Konsulentvirksomheden Accenture har undersøgt fordelene ved at skabe en virksomhedskultur med stor ligestilling, herunder med lige muligheder for alle. Den viser, at en sådan kultur ikke kun bør skabes af etiske årsager – den bør også skabes af forretningsmæssige årsager. Lysten og evnerne til at være innovative stiger ganske enkelt, når medarbejderne føler, at arbejdspladsen har en høj grad af ligestilling – for eksempel ved at alle har lige muligheder for at stige i graderne. Ligestilling bliver med andre ord en stor motivationsfaktor for medarbejdere i en virksomhed.

2. Samfundsansvar skaber mere loyale kunder

Salesforce har selv undersøgt ’etisk lederskab og forretning’. Her har vi spurgt over 2.400 forbrugere om deres holdninger til blandt andet ligestilling, og hvad det betyder for deres købsbeslutninger.

Rapporten viser tydeligt, at forbrugere belønner virksomheder, de har tillid til, med loyalitet. Og den viser, at forbrugere i stadig større grad forventer, at virksomheder tager et aktivt ansvar for det samfund, de lever iblandt. Man kan derfor som virksomhed ikke ligesom tidligere blot passe sin egen forretning. Man skal tage stilling til temaerne, der er oppe i tiden i samfundet – også selvom de ikke nødvendigvis har noget at gøre med ens kerneforretning.

3. Diversitet har en direkte forbindelse til øget profit

Harvard Business Review har også kigget nærmere på temaet diversitet. Med en undersøgelse af mere end 1.700 virksomheder på tværs af otte lande har de set på, om diversitet også kan lede til profit. Den viser, at virksomheder med en høj grad af diversitet (målt på forskellighed i bl.a. køn, alder, uddannelse osv.) har op til 9 procentpoint højere EBIT-margin end virksomheder med lav diversitet. Altså jo større forskellighed på tværs af alder, uddannelse, køn, etnicitet osv., jo mere profitabel er virksomheden ifølge Harvard Business Reviews undersøgelse.

Læs også: ‘Salesforce og Københavns Kommune giver gratis efteruddannelse til jobparate’

Sådan tager vi ansvar for ligestilling

De tre effekter viser tydeligt, at virksomheder faktisk bør gøre noget aktivt og sætte handling bag ordene, når de taler om værdier og etik. Men hvordan gør vi så det?

Som nævnt tidligere er det at tage ansvar ikke gjort ved blot at deltage i Copenhagen Pride. Priden er en god måde at vise, hvor vi som virksomhed står i forhold til ligestilling for LGBTQ+. Men det handler om at integrere det værdimæssige arbejde i dagligdagen.

Når det kommer til ligestilling, har Salesforce en lang række ligestillingsgrupper. For LGBTQIA+ hedder den gruppe ’Outforce’. Den bringer medarbejdere, der har ligestilling for seksuel orientering og kønsidentitet højt på dagsordenen, sammen. Outforce fortæller også Salesforces økosystem om, hvordan diversitet og inklusion skaber succes for forretninger.

På samme vis har vi en lang række andre ligestillingsgrupper såsom ’Faithforce’, der fremmer lighed på tværs af alle religioner, ’Genforce’, der arbejder imod aldersdiskrimination og en lang række andre grupper, som du kan se her:

 

Salesforces ligestillingsgrupper, der hver især arbejder for at fremme rettigheder og viden om deres mærkesager.

Salesforce arbejder også med konkrete tal og målsætninger indenfor ligestilling. I USA er målsætningen, at halvdelen af vores medarbejdere skal bestå af underrepræsenterede grupper (kvinder, LGBTQIA+, veteraner, sorte osv.). I øjeblikket er det tal på 43,9%.

Du kan læse mere om Salesforces arbejde for ligestilling her.