Her i artiklen deler vi vores bedste tips til, hvordan du skriver gode, SEO-optimerede tekster til dit website.


Søgemaskineoptimering (SEO) er ingen ny disciplin, men den udvikler sig hele tiden, fordi Google løbende opdaterer deres algoritmer og ændrer de kriterier, søgemaskinen bruger som udgangspunkt for at evaluere dit indhold. Søgeresultatet ser heller ikke ud, som det altid har gjort. Det består ikke længere kun af links til forskellige websites, men også af videoer, billeder og en række forskellige features, som fx “ofte stillede spørgsmål” og “nyhedshistorier”. Det skal du tage højde for, når du producerer eller optimerer indhold til dit website – i hvert fald hvis du skal gøre dig forhåbninger om at blive vist i Googles søgeresultater. 

Så hvordan skriver man gode SEO-optimerede tekster i 2021? Det får du svar på i artiklen her, hvor vi deler ud af vores bedste tips til, hvordan man skriver SEO-tekster, der performer godt og giver brugerne det, de leder efter. 
 

Hvad er SEO-optimering?

Formålet med SEO-optimering (søgemaskineoptimering eller SEO) er at skaffe flere gratis besøgende til dit website. Det gør man ved at leve op til Googles mere end 200 kriterier for, hvad en god hjemmeside er. Man kan groft sagt inddele SEO i tre underområder: 
 

  • Teknisk SEO: Teknisk SEO er med til at sikre, at Google finder og indekserer dine sider – hvis det ikke sker, så bliver dine sider ganske enkelt ikke fundet, når brugerne søger efter dine produkter og services online. Teknisk SEO handler også om at sikre, at brugerne har en god oplevelse, når de besøger din hjemmeside. Det skal blandt andet være med til at sikre, at dit website loader hurtigt, og at det er sikkert for brugerne at besøge det.

  • Off-page SEO: Off-page SEO handler om de eksterne faktorer, som kan have betydning for, hvordan Google vurderer dit indhold. Det handler blandt andet om, hvor mange links, der er til din side fra fx nyhedssites, blogs og andre hjemmesider.

  • On-page SEO: On-page SEO handler om det indhold du har på din hjemmeside – det handler først og fremmest om, hvor godt dine tekster er optimeret mod de ord, I godt kunne tænke jer at ranke på. Men det er også andre aspekter, der tæller med i Googles vurdering af dit website. Fx hvor gode navigationsmuligheder du giver brugerne og hvor mobilvenligt dit site er.

 

Hvordan skriver man gode SEO-tekster?

Hvis du bruger tid på at skrive gode, informative hjemmesidetekster, så drømmer du med garanti også om, at der er nogle, der læser dem. Og det er præcis det, der er formålet med SEO-optimering. Her er nogle gode tips, som du kan bruge næste gang, du skal skrive en produktbeskrivelse eller en artikel: 
 

Find dine primære og sekundære keywords

Før du går i gang med at skrive, skal du lave lidt keyword research. Du skal finde ud af, hvilke ord brugerne søger efter, når de skal finde dine produkter, services eller det emne, din artikel skal handle om. Skriver du – som det er tilfældet her – en artikel om SEO, så skal du finde ud af, hvad brugerne søger efter, når de gerne vil vide noget om søgemaskineoptimering. Det kan fx være “SEO”, “søgemaskineoptimering”, “SEO-optimering”, “søgeordsanalyse”, eller “søgeordsoptimering”, eller spørgsmål som “hvad er SEO-optimering?” eller “hvad betyder SEO?”

Det er også en god ide at finde ud af, hvor mange der søger efter de forskellige ord, sætninger og spørgsmål. Det giver dig nemlig en ide om, hvilke ord du skal fokusere mest på – dine primære keywords – og hvilke ord, der er relevante, men mindre vigtige. I Danmark er der fx 1500 månedlige søgninger på “SEO-optimering”, mens der kun er 150 der søger efter “søgeordsoptimering”.

Forstå hvad dine brugere er på udkig efter

Hvis du skal skrive en artikel, så skal indholdet i den matche det, brugerne leder efter. Det kan fx være at de vil: 

  • Have svar på et spørgsmål (fx “hvad er SEO?”)

  • Finde en definition på et begreb? (fx “hvad betyder SEO?”)

  • Lære noget nyt (fx “hvordan skriver man en god SEO-tekst”)

  • Købe et produkt (fx “hvad koster SEO”)
     

Dit indhold skal så vidt muligt matche brugernes intention med at lave søgningen. På den måde øger du sandsynligheden for, at det netop er din hjemmeside, der bliver vist på Google, når brugerne søger efter et bestemt ord. Men det er også med til at sikre, at de besøgende du får ind på dit website, rent faktisk er interesserede i de produkter, du sælger, eller den information du deler. 

 

6 tips til, hvordan du skriver gode SEO-tekster

Når du har udvalgt dine keywords og fundet ud af, hvad brugerens intention er, så er du klar til at gå i gang med at skrive. Her er vores 6 bedste tips til, hvordan du bærer dig ad: 
 

  • Vær grundig i din behandling af emnet

    Vil du besvare et spørgsmål, så gør dig umage med at komme godt omkring det. Google viser “ofte stillede spørgsmål” i søgeresultatet og hvis du har gjort dig umage, så kan et uddrag af din tekst blive vist direkte i søgeresultatet.

  • Brug dine keywords i overskrifter og brødtekst

    Der findes ikke én opskrift på, hvordan dine tekster ender øverst i søgeresultatet, men skal du gøre dig forhåbninger om en topplacering, så skal du optimere dine tekster mod dine udvalgte søgeord. Det vil sige, at ordene skal bruges i både overskrifter og brødtekst. En gammel tommelfingerregel siger, at dit primære keyword skal udgøre 1-3 % af din samlede tekst, men det er samtidig vigtigt ikke at overgøre SEO-optimeringen, men bruge ordene naturligt i teksten. I dag er Googles algoritme så sofistikeret at den godt kan genkende og anerkende brug af synonymer (fx SEO-optimering og søgeordsoptimering som nævnt ovenfor). Det gør det lettere at variere sproget og er med til at sikre, at de tekster vi skriver ikke kun er SEO-optimerede, men også læsevenlige.

  • Husk formateringen af dine overskrifter

    Dine overskrifter hjælper Google med at læse og forstå strukturen i dit indhold, men det giver også dine brugere gode muligheder for at skimme dine tekster, inden de beslutter sig for, om det er noget, de vil læse nærmere om. Din sidetitel skal altid formateres som H1 og dine underoverskrifter som H2, H3 eller H4, afhængigt af, hvordan du har opbygget teksten. 

  • Få styr på interne links

    Interne links er med til at sikre, at dine brugere har gode navigationsmuligheder og bliver præsenteret for de relaterede emner eller produkter, I også har indhold om på websitet. Men interne links har også en SEO-mæssig værdi. Når du linker fra en side til en anden, så kan det nemlig være med til at styrke den side, der linkes til, og bekræfte Google i, hvad siden handler om. En god strategi for interne links kan kort sagt være med til at booste websitets synlighed og skabe en bedre brugeroplevelse.

  • Øg din CTR med en god titel og metabeskrivelse

    Sidens titel og metabeskrivelse er den tekst, som brugeren får vist, når vedkommende har lavet en søgning på Google. Det kan fx være, at brugeren har søgt efter SEO og får vist søgeresultatet herunder:




     

    Din titel og metabeskrivelse er vigtige SEO-elementer. De sender nemlig et signal til Google om, hvad din side handler om, og så spiller de en afgørende for, om brugeren har lyst til at klikke på dit søgeresultat. En god titel og metabeskrivelse kan med andre ord øge din CTR.

    Her er et par gode råd, som du kan følge, når du skriver titler og metabeskrivelser:

  • Din titel skal være max 600 px og din beskrivelse skal være max 980 px (så passer de både til mobil og desktop)

  • Brug et eller flere af dine keywords i titlen

  • Brug call to actions, tal, opfordringer og andet, der kan fange brugerens opmærksomhed

  • Brug din metabeskrivelse til at give brugerne en opsummering af, hvad de kan forvente, når de klikker på linket. Du kan med fordel inkludere sekundære keywords i beskrivelsen.

Lær meget mere om SEO-optimering


Vil du vide mere om SEO-optimering? Så kan du læse vores blogposts Sådan mestrer du SEO og Få flere besøgende med god keyword research. Du kan også prøve vores CMS-system, som giver dig gode forudsætninger for at skabe og optimere indhold på tværs af kanaler. Download vores gratis demo her: Salesforce CMS demo.