Sammenhold er vigtigere end nogensinde før. Det gælder også i vores fællesskab af danske Trailblazere. Derfor har vi taget en række initiativer til at styrke relationen til vores kunder og give vores medarbejdere en følelse af digital og mental nærvær i en tid, hvor fysisk afstand skiller os ad.
Som leder er en af mine vigtigste opgaver at styrke fællesskabsfølelsen. Det gælder særligt under store forandringer som nu, hvor intet er, som det plejer.
Aldrig har det været vigtigere, at alle i vores Trailblazer-community – lige fra ansatte til partnere, kunder og omverden - ved, at de kan regne med os. Det handler både om at kommunikere klart og tydeligt, finde kreative løsninger på nye udfordringer og i det hele taget vise samfundssind i en tid, hvor normal praksis er sat ud af kraft.
Solskin til medarbejderne
Forandringsledelse starter med en selv. For at kunne hjælpe sin omverden kræver det naturligvis først, at man har glade og tilfredse medarbejdere. F.eks. sender jeg hver anden dag en mail til alle mine kolleger med titlen ”Solskin i mørket”, som er med til at sætte tonen for dagen, hvilket jeg har gjort i et par uger nu. Jeg er meget opmærksom på, at vi befinder os i en svær tid, men lige præcis derfor, er det også vigtigt at fokusere på de mange gode ting undervejs, som vi kan og skal omfavne i den nye normalsituation.
Et andet nyt initiativ er, at vi i den danske organisation begynder hver arbejdsdag med en virtuel morgenespresso kl. 08.30 på et videokald, hvor alle er inviteret til at deltage. Det er en hyggelig måde at starte hjemmearbejdsdagen på. For vi vil gerne undgå, at folk vælter ud af sengen i pyjamas og begynder at skrive mails, før de har åbnet øjnene. Morgenespressoen giver os tid til at vende verdenssituationen og de bekymringer og spørgsmål, som folk må have, på samme måde som vi kender det fra kaffeautomaten på kontoret.
Jeg lægger typisk ud med en kort ”state of the union” tale, og så har vi en åben dialog efterfølgende. Flere i vores team praktiserer også digital meditation. Med så mange stillesiddende videomøder i løbet af en arbejdsdag vil vi sikre, at alle også har mulighed for at få rørt sig lidt. Og er man ikke til mindfulness og meditation, kan man også vælge at strække benene ved at gå en morgentur, mens man lader batterierne op eller lytte til en af de daglige “B-Well Together” webinars, hvor alle Salesforce medarbejdere kan lade sig inspirere af f.eks. Arianna Huffington fra Huffington Post og Trevor Noah fra The Daily Show.
Snakken ved kaffemaskinen har vi altså fået tilpasset hjemmearbejdet. Derfor tænkte jeg, at vi naturligvis også skulle have en virtuel fredagsbar. I sidste uge fik alle medarbejdere tilsendt seks små ginsmagsprøver, og så fik vi besøg af en ginekspert i vores Hangouts-møde, der guidede os igennem det hele. Det var en kæmpe succes.
I bund og grund handler det om at give plads til pauser. Hvis vi skal bevare glæden og koncentrationen i løbet af en hel dag, er det vigtig at arbejde og privatliv ikke flyder fuldstændig sammen på hjemmekontoret.
Frivilligt arbejde og kundemøder i en digital virkelighed
Det vi gør internt, afspejler sig også i den dialog, vi har med vores omverden. Her har vi bl.a. arbejdet på at tilpasse vores kunderelationer og filantropiske 1-1-1 model til den nye digitale virkelighed, hvor vi bruger 1 procent af vores produkter, tid og egenkapital til velgørende formål.
Når det kommer til filantropi, handler det bl.a. om at redefinere, hvordan vi kan bidrage, når forudsætningerne for frivilligt arbejde pludselig ændrer sig. Derfor er vi i gang med at sætte nye tjenester op sammen med forskellige frivillige organisationer herhjemme, hvor vi bl.a. tilbyder gratis support og giver software væk uden betaling ligesom, at flere af vores medarbejdere også hjælper isolerede ældre med at købe ind og løbe ærinder.
På samme måde har vi også ændret kontakten til vores kunder, nu når vi ikke kan mødes fysisk. Vi har f.eks. udvidet vores digitale værktøjskasse med ny mødesoftware, så vi også kan whiteboarde, tegne og konceptudvikle med vores kunder. Tidligere ville vi typisk prioritere at mødes face-to-face, når der var behov for at tænke kreativt og interagere, men med nogle få ændringer er det i det store hele også lykkedes os at digitalisere den proces, så vi ikke er begrænsede af passive slideshows.
Omstillingsparate danskere
Digitalisering er et tilbagevendende tema i snakken med vores kunder, hvor behovet for nye arbejdsgange har været et wake-up kald for nogle. Generelt er det dog min opfattelse, at mange af vores kunder lykkes med at holde hjulene i gang med tilpassede løsninger fra os og andre udbydere.
På mange måder er situationen også en mulighed for at lyndigitalisere organisationen og omstille forretningen til fremtiden. Det er typisk, når der er ild i noget, at folks adfærd og vaner forandrer sig hurtigst. Denne omstillingsparathed er særligt noget, der kendetegner danskerne, som har været exceptionelt gode til at tilpasse sig til en helt ny hverdag.
Det skyldes ikke mindst, at mange danske virksomheder allerede er digitale med flade ledelsesstrukturer. Den udbredte brug af teknologi og mangel på hierarki egner sig godt til en virtuel verden, da folk stadig tør byde ind, selvom de normale sociale rutiner er sat ud af kraft.
De seneste par uger har været hårde, men de også bekræftet mig i, at vi nok skal komme stærkere ud på den anden side. For det er det, vi gør i Danmark. Vi står sammen og vender nedtur til optur. Også selvom det denne gang kræver en større indsats end nogensinde før.
Bliv klogere på Salesforce Care og vores mange globale Covid-19 initiativer, der skal hjælpe kunder, ansatte, partnere og samfund over hele verden med at komme gennem denne svære tid her.