Når det kommer til produktudvikling, så har små og mellemstore virksomheder helt andre udfordringer end store spillere på markedet. Det, der for større virksomheder virker som en mindre udfordring, kan for små virksomheder virke som en uoverskueligt eller ligefrem uløselig problematik. Til gengæld har mindre virksomheder den fordel, at de kan være mere fleksible og agile end deres “større søskende”.

Her i artiklen kigger vi nærmere på produktudvikling og de udfordringer små og mellemstore virksomheder kæmper med. Vi kommer også med vores bedste råd til, hvordan din virksomhed får mest muligt ud af ressourcer, den har til rådighed – artiklen handler altså kort og godt om, hvordan SMV’er kan øge effektiviteten og sikre stabilitet i produktudviklingens forskellige faser.

      
 

Læs resultaterne af vores seneste SMV-undersøgelse

Hvad er de største udfordringer og tendenser for små og mellemstore virksomheder. Få svaret i vores seneste rapport.
         

Typiske udfordringer med produktudvikling


Der er fordele og ulemper ved at være en lille eller mellemstor virksomhed. Herunder har vi listet tre af de udfordringer, de typisk står overfor, når vi taler produktudvikling:

 

Indtjening og omkostninger


De fleste SMV’er har et beskedent budget til produktudvikling. Det betyder, at man skal gøre en ekstra indsats for at sikre, at afkastet til enhver tid matcher de omkostninger der er ved produktionen. For mange mindre virksomheder giver det derfor god mening at satse på at udvikle Minimum Viable Products (MVP). Det er et udtryk som bruges om produkter, der ikke koster så meget at producere, men som stadig i et eller andet omfang kan skabe værdi for slutbrugeren. Det er med andre ord standardudgaven af et produkt, som virksomheden kan sælge.


Omfang og hastighed


Små og mellemstore virksomheder kan som regel heller ikke udvikle produkter i samme omfang og hastighed som deres større konkurrenter. Det er en væsentlig udfordring i en tid, hvor speed-to-market er afgørende for konkurrenceevnen.


Ressourcer og kompetencer
 

Mange større virksomheder har et dedikeret og kompetent team, som arbejder fuld tid på produktudvikling. Det betyder, at disse virksomheder undgår ineffektive processer og arbejdsgange i forbindelse med udviklingen af nye produkter.

Der er altså udfordringer nok, hvis man som lille eller mellemstor virksomhed skal være konkurrencedygtig. Men der er en række ting, man kan gøre for at sikre, at man får mest muligt ud af arbejdet med produktudvikling.


6 tips til bedre og mere effektiv produktudvikling
 

Selvom de førnævnte udfordringer kan virke uoverkommelige, så er der alligevel mange SMV’er, der får produktudviklingen til at køre på skinner. De finder metoder og processer, der er med til at sikre, at de arbejder målrettet og effektivt i produktudviklingens forskellige faser. Her er nogle ideer til, hvordan din virksomhed også kan sætte fart på innovationen, udviklingen og lanceringen af nye produkter, uden at sprænge budgettet:

1. Sammensæt et all star team og udnyt intern eller ekstern ekspertise
 

De fleste nye produkter kræver ekspertise inden for en bred vifte af områder samt viden om de enkelte delprocesser. Det kan derfor være en god ide at sammensætte et team, der har de nødvendige færdigheder til at håndtere alle aspekter af produktudviklingsprocessen. Som mindre virksomhed er det ikke sikkert, at I har alle kompetencerne inhouse. Overvej derfor også, hvor I med fordel kan trække på ekstern viden og ressourcer.

2. Skab effektive processer og procedurer eller få ekstern hjælp


For at effektivisere udviklingsprocessen kan det være en fordel at give teammedlemmerne et personligt ansvar for individuelle opgaver og evt. bryde projektet op i mindre dele, så det bliver lettere at håndtere. Og forvent ikke, at alt kører 100 % efter planen. I mange tilfælde er det nødvendigt at justere processen undervejs, fx i forbindelse med udviklingen af en prototype eller fordi der er udfordringer i testfasen.

Hvis I oplever udfordringer som I har svært ved at håndtere selv, kan I fx lave en aftale med et eksternt produktudviklingsselskab (også kaldet PDC). De kan hjælpe med forskellige processer, procedurer og tilbyder ofte coaching og ledelse på timebasis. 

 

3. Lav en brainstorm


En brainstorm er fortsat en af de mest effektive metoder til at få de gode ideer frem i lyset, men det er vigtigt at huske hovedreglen om, at 'der er ingen dårlige ideer.' Der skal være et frit rum, hvor den ene ide efterfølges af den næste, uden at man tager stilling til, hvor gode eller dårlige forslagene er. Husk, at det også kan være en god ide at involvere jeres kunder allerede på dette stadie – det er i sidste ende dem som skal købe det færdige produkt. 

 

4. Lav de nødvendige markedsundersøgelser


Først og fremmest er det vigtigt, at du løbende er i dialog med dine kunder. Det er med til at sikre, at de rent faktisk har brug for det produkt, I er ved at udvikle, og at de er villige til at betale for det. Den viden du tilegner dig ved at tale med kunderne bør suppleres af data fra relevante markedsundersøgelser. Derudover kan det være en god ide at lave en SWOT-analyse, hvor du får identificeret jeres styrker og svagheder og forholder jer til de muligheder og udfordringer, der kan påvirke jeres virksomhed og de produkter, I udvikler. Innovation bør altid kobles med grundig research af markedet, herunder tendenser, timing, konkurrenter, omkostninger teknologier osv.

5. Test og lancering af produktet

Skal jeres produkt testes eller certificeres, inden I lancerer det? Så husk at indgå aftaler om det hurtigst muligt. Jo tidligere I kan få feedback på, om produktet lever op til gældende regler og krav, desto hurtigere kan I tilpasse det, så det er klar til at komme på hylderne. 

 

6. Find ud af, hvordan I skiller jer ud

Hvad er jeres USP’er? Det skal I vide så tidligt i processen som muligt. Hvor er det produktet skal skille sig ud og hvor vil I som virksomhed gerne differentiere jer? Det kan handle om produktfeatures, design eller æstetik  – kort sagt om alt det, der kan medvirke til, at I skiller jer ud fra konkurrenterne. Jeres USP’er omdrejningspunktet for jeres marketingindsats. 

 

Produktet er klar, men rejsen er først lige begyndt
 

Når jeres produkt eller service er blevet lanceret, og jeres målgruppe er informeret, er der stadig en del arbejde at gøre. I dag skal man konstant være i bevægelse, hvis man vil være konkurrencedygtig. Det betyder, at der hele tiden skal være nye ideer på bordet eller nye produkter under udvikling. Den proces må aldrig gå i stå, og det handler om at lære af sine sejre og fejl undervejs  – og så selvfølgelig om at bruge kundernes feedback og indsigt til konstant at forbedre sig.

Selvom SMV'er muligvis ikke har adgang til den samme viden og kapital som større virksomheder, kan de have adgang til fantastiske ideer, en dedikeret arbejdsstyrke og innovative strategier, der kan hjælpe dem med at øge produktiviteten og holde sig foran konkurrenterne.

 

     
     
 

Læs resultaterne af vores seneste SMV-undersøgelse

Hvad er de største udfordringer og tendenser for små og mellemstore virksomheder. Få svaret i vores seneste rapport.